Det lyder måske svært at måle op til og købe nye vinduer?
Alt du skal bruge er:
- Et stykke papir
- En blyant
- Et målebånd
Det lyder måske svært at måle op til og købe nye vinduer?
Når du bestiller dine nye vinduer og døre hos os, er det vigtigt, at vi ”taler det samme sprog” med hensyn til størrelsen på elementerne, så der undgås elementerne ikke passer i murhuller, når de skal monteres. Det er også meget vigtigt, at vi er enige om, hvorvidt det er bredde eller højde på elementet, der er tale om.
Når vi taler om mål, nævner vi altid bredde først og derefter højde, altså bredde x højde.
Udvendigt karmmål er det mål, som vi altid opgiver elementernes størrelse i. Et mål, hvor der er taget højde for en fuge på hver side af elementet, altså hulmålet minus den ønskede fugebredde. Som udgangspunkt anbefales en fugebredde på ca. 12 mm rundt om elementet.
Hulmål er murhullets størrelse, dvs. bredde fra yderkant til yderkant på hullet og højde fra overkant til underkant på hullet. Husk at trække den ønskede fugebredde fra, for at få udvendigt karmmål.
Husk i forbindelse med udskiftning af vinduer og døre i ældre huse, bør hulmålet tages flere steder i hullet, da der er risiko for, at hullet er skævt, og at du så er nødt til at regne med det mindste mål.
Det er ikke uvæsentligt om dine døre og vinduer åbner ind eller ud i rummet. Det er derfor vigtigt, at der ikke sker misforståelser, når det skal lægges fast, hvilken retning dine nye PVC vinduer og -døre skal kunne åbnes.
Det er ikke ligegyldigt, om døren er ind- eller udadgående og om den åbner til højre eller venstre. Og ligeledes ved vinduer er den ene åbningsretning ofte mere praktisk end den anden – alt efter vinduets placering i rummet.
For at give den rigtige beskrivelse af vinduer og døres hængsling/slagretning skal du forestille dig at stå på den side af elementet, hvor hængselryggen er synlig. Står du på indvendig side og kan se hængselryggen, er elementet indadgående – står du på udvendig side og kan se hængselryggen, er elementet udadgående.
Sidder hængslerne i venstre side på den side, de er synlige, er elementet venstre ind- eller udadgående – sidder de i højre side, er elementet højre ind- eller udadgående.
Nedenstående billede illustrerer ligeledes de forskellige slagretninger/åbningsretninger
Der stilles krav til flugtveje og redningsåbninger i Bygningsreglementet for at beskytte dig og din familie i tilfælde af brand.
Men når du køber nye vinduer, skal du ikke blot være opmærksom på flugtveje og redningsforhold, fordi det nu engang står i Bygningsreglementet, men fordi det er en brandgod idé at overveje det nøje. Brænder det, skal du og din familie kunne komme ud gennem en flugtvej eller en redningsåbning direkte til det fri, eller rummet skal have to døre, som fører til hvert sit rum, hvori der er redningsåbning til det fri.
I de fleste soveværelser, børneværelser og lign. opholdsrum er der typisk kun en indvendig dør og et vindue, og det er altså her, at vinduet skal opfylde visse målkrav for at kunne være lovlig som redningsåbning – for at der er ubesværet passage igennem det, både ud og ind. Redningsfolk skal nemlig også kunne komme ind.
Følgende mindstemål for vinduer som flugtvej eller redningsåbning er:
En fri højde (h) og bredde (b) på tilsammen 1,5 m, hvor hverken højde eller bredde må være mindre end 0,5 m.
Højden skal dog være mindst 0,6 m, hvis underkanten af vinduet er mere end 2 m over jorden.
Derudover skal vinduet være nemt at åbne og skal kunne sættes fast i åben position, ligesom højden fra gulv til underkant af vinduet ikke må være over 1,2 m.
Dette skal du huske at tænke på, når du overvejer hvordan dine nye vinduer skal se ud, da både størrelse og udformning skal tages i betragtning på én gang. Ved sidehængte vinduer er der mulighed for at sætte en løs post på den ene ramme, der giver større passage i hele elementet og kan herved være med til at overholde redningskravene.
I Bygningsreglementet er der en række krav til flugtveje og redningsforhold, læs mere her Bygningsreglementet – brandkrav